ANNA DAGNYDOTTER er hospitalsklovn.

”I det store hele handler det om at finde vej til børnene. At være én som ikke kræver noget af dem. Jeg er der på deres vilkår, jeg findes for dem og tilpasser mig deres behov”

En legekammerat. En poetisk pause. En allieret. Anna arbejder som hospitalsklovn på Næstved Sygehus, i børnepsykiatrien i Glostrup og på Riget. Hun har selv erfaret, hvordan humor kan virke befriende i alvorlige situationer. Men hvordan gør man lige?

---

Hvad er din baggrund? Hvordan er du havnet i jobbet som hospitalsklovn?

Jeg har været engageret i teater og skuespil, siden jeg var barn. I slutningen af tyverne havde jeg en del modgang i mit liv, og det var her klovnen blev til.
Jeg mødte min modgang med denne naive klovneånd, som gjorde det hele lidt lettere. Pludselig så jeg legen i det og fandt ud af, at jeg kunne bruge det til at hjælpe andre i svære situationer. Derfor udviklede jeg mine klovnekundskaber og søgte først ind på “The Commedia School” i København. Herefter søgte jeg ind som hospitalsklovn. Jeg har yderligere været ude at rejse med ‘Klovne Uden Grænser‘ i en flygtninglejr i Lesbos. For at opsummere så er det noget, der har udviklet sig undervejs, og noget som har givet mere og mere mening.

Hvordan bliver man hospitalsklovn?

De fleste kommer fra en pædagogisk eller artistisk baggrund og har derfor en uddannelse med sig, inden de søger ind på hospitalsklovne-uddannelsen. Det tager cirka 1,5 år, og vi har hele tiden efteruddannelser for at få ny inspiration. Du er i mesterlære, og en stor del af uddannelsen foregår i praktik. Undervejs har man forskellige temaer. Du får bl.a. hjælp til at udvikle din klovnekarakter, samt hvordan man begår sig på et hospital. Både når det kommer til hygiejne og de psykologiske aspekter. Hvordan håndterer du det, hvis du bliver rørt? Hvis du bliver rystet? Hvordan forbliver du i dit nærvær og din klovneenergi?

Hvordan er din klovnekarakter?

Jeg hedder Citronella, og jeg er gul. Det hele afhænger af situationen. Jeg er ikke en fastlåst karakter. Jeg skal kunne tilpasse mig situationen. Alligevel kan man godt sige, at jeg har en ret tydelig karakter. Citronella er meget nysgerrig og modig. Hun er god til ikke at være god til noget. Så det går tit galt, men der kan børnene heldigvis hjælpe mig.

Så hvad er dit job helt konkret?

Det kan være mange ting. Men i det store hele handler det om at finde vej til børnene. At være én som ikke kræver noget af dem. Jeg er der på deres vilkår, jeg findes for dem og tilpasser mig deres behov. F.eks. kan jeg hjælpe med at få nogle følelser kanaliseret ud, hvis de sidder fast. Det kan også være, de har bruge for at skrige en sang, holde en i hånden, blive set for det barn de er og ikke sygdommen – eller blive distraheret fra en situation. Jeg kan være en legekammerat, en poetisk pause og en allieret.

Kræver det ikke et helt specielt mod at være klovn i så alvorlig en atmosfære?

Det er nogle store ting, men det er en del af livet. Jeg tror ikke, der findes nogle tabuer, man ikke kan finde vej til og bruge humor omkring. Det handler mest om nærvær og ikke så meget om, at man skal være sjov. Hvis du forcerer, at du skal være sjov, så overser du, hvordan situationen reelt er. Det handler om at være nærværende i øjeblikket. Så ser man ofte de ting, som er humoristiske i situationen, og man tør sige tingene, som de er: “Det er skønt at være lige her”. Filtret er væk. Hvis du føler nærvær, er du ikke bange for at gøre noget forkert. Du kan slappe af i situationen. Det er en befrielse for børnene, at alt ikke er alvorligt hele tiden.

Kunne man bruge humor mere i andre alvorlige situationer?

Absolut. Det behøver ikke være så højtideligt. Børn er så meget andet end sygdommen. I det absurde kan man også finde det humoristiske og håndtere det på en anden måde.

Hvad får børnene ud af, at I kommer?

Det skal de næsten selv svare på. Men det kan skabe en ro. Man kan bare se det på vejrtrækningen. De bliver beroliget. Det afhænger også af, hvilken relation man får. Måske møder du kun et barn én gang, og så er der andre, du møder flere gange. F.eks. Signe (på billedet) har jeg kendt, siden hun startede. Jeg ved, det har betydet meget for hende, at jeg har været der som en ven. En ven der har set hendes kamp, og været vidne til det hun har været igennem – og været på hendes side hele vejen.

Hvad får du ud af det?

Det er meget livsbekræftende. Det føles som om, at jeg er på den helt rigtige hylde. Både i forhold til at lave noget meningsfuldt – men også dét at kunne se, at det har en god effekt. Og så kan jeg godt lide, at ingen dage er ens.

Skal man ikke være lavet af et specielt stof for at kunne håndtere de alvorlige situationer?

Jo, det tror jeg. Man skal have mod på det. Mod til ikke at tage sig selv så højtideligt. Man skal  kunne lægge sig selv til side.

Tre hurtige til Anna