Fra kræftsyg til iværksætter: CHRISTIAN ERFURT.

Kampen mod kræft skulle senere blive afsæt for Christians tilgang til iværksætteri: “Vi skulle søge det uvidende og komme igennem det. Det kunne jeg linke direkte til det, jeg netop havde været igennem.”

Som 13-årig fik Christian diagnosen kræft. I gymnasiet startede han sin første virksomhed. I januar 2015 launchede han Be My Eyes – en app der hjælper blinde med at se. Trods en barndom med ture frem og tilbage til hospitalet har han formået at bruge sit sygedomsforløb konstruktivt i sin tilgang til iværksætteri.

Hvem er du? Hvilket stof er du gjort af?

Jeg er opvokset i Hjortshøj tæt på Aarhus. I et skønt lille samfund der har alt, man skal bruge, men ikke et lyskryds. Jeg synes, min barndom har været idyllisk og privilegeret – og egentlig helt almindelig. Men da jeg var 13 år, fik jeg diagnosen kræft i bihulerne. Jeg blev opereret for det som 13-årig og igen som 17-årig. Senest i 2012 fik jeg en stor tur igen, fordi et blodkar i hjernestammen begyndte at bløde. Jeg måtte en tur til USA og opereres. Operationen halvlammede mig. Derfor gik jeg til genoptræning og måtte lære at gå igen. Så jeg har været en del ind og ud af hospitalet. Det har fyldt meget og er en stor del af mig i dag. Min familie har været med hele vejen, hvilket har gjort os meget tætte. Det har selvsagt også været hårdt for dem og vores tætte venner. Jeg har det godt i dag. Jeg føler, jeg er sluppet heldigt – og vil ikke have været det foruden. Samtidig er det ikke noget, jeg ønsker for andre. Men vi, der har været gennem sådan et forløb, har det tilfælles, at der kommer noget ud af det. Der sker en transmission. Livet kommer i perspektiv.

Hvordan er dine forældre?

Min far er selvstændig og gammel mand af forsvaret. Han har beskæftiget sig med team- og personlig udvikling. Noget med at klatre i træer, rapelle og sejle i gummibåde. Så personlig udvikling har altid været nærliggende i vores relationen. Min mor er uddannet pædagog og zoneterapeut. Hun har været med på alle mine indlæggelser uden undtagelse.

Har dit kræftforløb haft indflydelse på din tilgang til iværksætteri?

Ja, det har det. Jeg var faktisk på den første innovationslinje på gymnasiet. For mig var innovation spændende, fordi vi skulle bruge vores teori i praksis. Vi skulle forsøge at stifte en virksomhed og være positive og åbensindet. Vi skulle søge det uvidende og komme igennem det. Det kunne jeg direkte linke til det, jeg netop havde været igennem. For mig var den tilgang helt naturlig.

Så det blev et naturligt valg at gå den vej på grund af din sygdom?

Det ved jeg ikke. Jeg synes i hvert fald, det var spændende. Der har nok været noget, der har passet ind. Eller måske forsøger jeg at få det til at passe ind. Den første virksomhed, jeg startede, var også i sundhedssektoren. Et produkt jeg lavede, imens jeg gik på gymnasiet – og det sælger stadig i dag. Vi løste hygiejneproblematikken, når en patient skulle indlevere en afføringsprøve. Før gjorde patienterne det enten på et bækken, i en Margrethe skål eller på en avis. Der var en ret uhygiejnisk oprydning derefter. Så vi lavede Easysampler – et papirprodukt til indlevering af afføringsprøver. Det var et spændende, men tabubelagt emne – og måske lidt akavet at lave i gymnasieårene… Men jeg var i en gruppe, hvor vi havde en god dynamik.

Hvordan arbejder du bedst?

Jeg havde altid troet, at alle tænkte mere eller mindre som mig. Jeg troede, alle var indrettet på samme måde. Men så blev jeg introduceret til persontypetests og fandt ud af, at vi er vidt forskellige… Nogle elsker at sidde med en opgave, løse den og få en ny. Nogle er meget empatiske og bekymrer sig om teamdynamikker, mens andre er dygtige til at eksekvere. Jeg tænkte bare: ”What?”. Det var faktisk en åbenbaring. Personligt kan jeg godt lide, at vi sadler lidt om og må justere kurs for at løse en given situation. Det kan jo være kaos, for en der er struktureret, disciplineret og planlæggende. Jeg har altid beundret dem, der havde selvdisciplin. Jeg har tænkt om mig selv, at jeg fejlede, fordi jeg ikke havde den. Da jeg så begyndte at samarbejde i grupper, indså jeg, hvor meget mere vi kan sammen. Jeg er meget intuitions drevet. På min ideelle dag løser jeg mange opgaver af kort varighed, men skal være kreativ for at løse dem.

Hvordan opstår dine forretningsidéer typisk?

Når jeg omgiver mig med andre kreative mindsets, så opstår ideerne i fællesskab. Men jeg har ikke skuffen fuld af idéer. Jeg synes, at problemet er det interessante at løse. Så jeg har været villig til at joine andres idéer og sige: ”Okay, det lyder spændende. Så kan vi lave nogle små tweeks, og så bliver dét til det her”. Jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg har en Ole Opfinder i mig.

Hvordan er din tilgang?

Jeg synes, det er utrolig vigtigt at idégenerere og få testet, om det har plads på jord. Hvis det har det, så få noget data bag. Så det ikke bare bliver din og min mening. Få din idé valideret. For det bliver svært, hvis ikke folk faktisk vil have produktet. Den tidligere medarbejder hos Google, Alberto Savoia, har en meget simpel arbejdshypotese. Det hedder “Pretotyping” og handler om stadiet før prototypen. Hvor man tester konceptet, inden man bygger teknologien. Som kreativ person med mange tanker og idéer er Pretotyping afgørende for mig. Det strikker lidt struktur ned over mine kreative eksplosioner i hovedet.

Går du altid sammen med nogle?

Ja, det gør jeg. Jeg har ikke et fast team, men sidder altid sammen med nogle. Det handler ikke kun om det team, du eksekverer med. Jeg har også grupper, som er mit bagland og advisory board. De ved råt og ufiltreret, hvordan jeg tænker, og hvad jeg vil. Et advisory board eller en bestyrelse er også godt for virksomheden. Det sikrer, at du går den rigtige retning. Jeg har også mit personlige, som guider mig. Det er både nogle, der karrieremæssigt er længere end mig, men også venner, som enten er i samme eller helt anden boldgade end mig. Nogle jeg kan spille bold op af.

Hvordan startede Be My Eyes?

Det var min medstifter, Hans Jørgen Wiberg, der startede. Han er selv svagtseende. Han brugte dengang Skype og FaceTime til at kontakte venner og bekendte for at løse visuelle udfordringer. Han kunne klare sig selv det meste af hverdagen, men engang imellem ringede han op og spurgte: ”Hvad er det?” eller ”Kan du lige være mine øjne – jeg har brug for et hurtigt blik på det her”? Det er faktisk hele grundelementet for Be My Eyes. Man skal altid kunne spørge om hjælp. Hans Jørgen skulle altid spørge de samme – dem han havde telefonnummer på. Be My Eyes udfordrede tesen: ”Er folk villige til at hjælpe en vildt fremmed i et øjeblik?”. Hvis ja, så skulle vi gøre det nemmest muligt at få forbindelsen etableret. Det er dét, vi gør. Vi matcher tidszoner og sprog. Hvis du ringer en nat og har brug for dansktalende hjælp, så ringer vi til de dansktalende i Australien – i stedet for at forstyrre midt om natten i Danmark.

Hvordan mødte I hinanden?

Jeg var med på start-up weekend, hvor Hans-Jørgen pitchede idéen. Han har siden fortalt, at jeg kom til ham og sagde: ”Det lyder ikke til, at du har prøvet det her før. Jeg vil super gerne hjælpe dig”. Så rekrutterede vi et team fra arrangementet, og brugte så hele weekenden på at finde statistik og data på vores spørgsmål – f.eks.: “Hvor mange blinde er der? Hvor mange blinde har et uforløst spørgsmål? Hvor mange er villige til at betale for det?” osv.

Hvis du skulle give dig selv et godt råd som ung iværksætter?

Vær bevidst om hvem du omgås med. Jeg er meget påvirkelig. Derfor er det vigtigt for mig at omgås nogle, der får mig nærmere noget, jeg gerne vil. Et andet råd som er lidt en kliché, men sandt: ”Det handler om rejsen ikke destinationen”. Det er i højeste grad de tidlige stadier og udfordringer, man kommer til at savne mest. Så nyd det. Og endeligt: ”Regn med sol.” Et ordsprog fra Johannes Møllehave. Den har en tvetydig betydning. Man nyder ikke solen uden regn og regnen uden sol. Samtidig siger det også, at du skal regne med sol og satse på, at det hele ender godt, ikk?