Mød eventyreren KRISTIAN JERSING.

Eventyreren Kristian Jersing’s vigtigste mål er at få gjort sine drømme til planer. Det kan være en ekspedition til Alaska eller en gåtur til Randers. Eventyrerne findes alle steder. Det handler bare om at gøre det.

Hvem er du? Hvad er din baggrund?

Jeg er opvokset i Vanløse og på Christianshavn af splittede forældre. Jeg har altid været en enkeltmandskæmper og klaret mig selv. Siden jeg var en lille dreng, har jeg altid drømt meget, og jeg har altid været fanget af spørgsmålet; ”Hvad vil du være?”. Efter at have været i Forsvaret i syv år gik det på et tidspunkt op for mig, at jeg hellere vil finde ud af, hvem jeg vil være, end hvad jeg vil være. Jeg fandt ud af, at det var eventyret, jeg ville, og jeg besluttede derfor at gøre noget ved dét i stedet for at få en uddannelse. Jeg synes, der er en tendens til at stræbe efter noget, man gerne vil være, men ikke hvem. Man glemmer lidt sig selv.

Er dine forældre også eventyrlystne, eller hvor har du det fra?

Mine forældre havde det måske lidt i sig, før jeg blev født. Men det er ikke dem, jeg er inspireret af. Jeg fik altid at vide i skolen, at jeg ikke måtte fejle, og det har hængt ved længe. Men på et tidspunkt smed jeg det fra mig, og det åbnede mange døre for mig. Jeg opdagede, at det var okay at fejle, og at det faktisk lærte mig noget. Så det kommer nok fra mig selv.

Hvad er det, for et liv du har? Hvordan lever du?

For mig har vildmarken en rigtig høj prioritet. Det er der, jeg har det allerbedst, og det er der, de bedste tanker kommer frem. Det er også dér, jeg er den bedste version af mig selv. Det kan være i Nordnorge eller hvilket som helst andet sted. Det vigtigste for mig er, at holde fast i at være min egen og vide hvornår jeg har det allerbedst som menneske. For mig er det, når jeg har en drøm, som jeg formår at gøre til en plan. Det er mit hovedmål at få gjort drømme til planer. Jeg har et projekt hvert år, som jeg skal have passet ind i mit liv, koste hvad det vil. Det er lige meget, om det er en gåtur til Randers eller en ekspedition til Alaska for at se nogle bjørne i øjnene. Det er ligegyldigt. Det er bare vigtigt, at jeg ikke går og drømmer for længe. Jeg skal lave det til en plan. Det er det, jeg lever højst efter.

Rejser du alene?

Det er forskelligt. Jeg har været alene i Israel og Mexico for at studere ild, hvilket også er min store interesse.

Hvor ofte rejser du?

Gerne i januar og februar og igen i juli og august. Det skal selvfølgelig tilpasses familien. Jeg har ingen børn endnu, men jeg har en kæreste, som er den samme gennem 15 år. Hun forstår, hvem jeg er, og hvad jeg har behov for. Ligesom jeg forstår hende.

Hvordan kan det lade sig gøre at tage af sted så ofte?

Jeg arbejder i et firma, der hedder Dansk Studiecenter, hvor jeg er med til at skabe eventyr for unge mennesker. De er med til at leve mine drømme ud – og så kan jeg gøre noget for dem. Det er bl.a. herigennem, jeg tjener penge til mine egne rejser.

Var der en bestemt situation, der fik dig til at tage beslutningen om aktivt at søge eventyret?

Det kom lidt med tiden. Da jeg stoppede i Forsvaret, startede jeg på en friluftsvejlederuddannelse på Paul Petersens Idrætsinstitut. Den uddannelse åbnede op for en masse tanker; ”Hvad er det vildmarken gør ved mig?”, ”Hvad er det, der sker, når jeg sidder ude på fjeldet eller i Alaskas vilde natur?”, ”Hvorfor kan jeg mærke, at jeg er helt væk, og ingen kan nå mig?” Jeg fandt ud af, at det er der, jeg forstår at være min egen – jeg er i zen. Siden jeg tog den uddannelse, har jeg bevidst arbejdet hen imod at komme ”derud” noget oftere. Nogle har et behov for at tage til sport en gang om ugen. Jeg skal rejse. Jeg skal derud nogle måneder om året. Bare sidde og være. Der er dér, jeg udvikler mig.

Hvordan er dit liv i Danmark?

For et år siden købte jeg et hus. Det er det første, jeg har ejet i mit liv ud over en gammel bil og en seng, som jeg købte for tre år siden. Det er et aktivt valg, jeg har truffet, fordi jeg hellere vil bruge pengene på at rejse. Jeg har prioriteret ikke at købe en lejlighed eller lægge penge i noget. Derudover tog jeg tre år, da jeg boede på en gård, hvor jeg levede selvforsynende. Ikke fuldstændig fanatisk, men det ændrede min indstilling til mad. I dag spiser jeg, hvad der er i stedet for, hvad jeg har lyst til. I forbindelse med min kommende tur til Alaska har jeg skraldet i tre måneder. Det bliver nogle nok lidt skræmt af, men det har sparet mig for tusindvis af kroner.

Er det ikke svært at være væk fra kæreste og familie?

Jeg har et kæmpe problem. Det er hjemvé. Det gør mig svag. Nogle siger: ”Jeg kunne være herude for evigt.” Sådan har jeg det slet ikke. Når jeg f.eks. bliver sat af vandflyveren i Alaska til august, så kan jeg godt få lyst til at smutte hjem, selvom jeg synes, det er det fedeste. Jeg er ude af comfort zonen simpelthen.

Så du bliver boende i Danmark?

Ja. Jeg skal bo hjemme i Danmark. Et af de fedeste eventyr jeg nogensinde har været på, var en cykeltur fra Lemvig til Thyborøn. Fantastisk tur på fire dage hvor jeg mødte dansk natur og mennesker, der hjalp hinanden. Man behøver ikke tage på den anden side af jorden for at få eventyr. Jeg gør i hvert fald ikke. Du kan lige så vel finde det omkring dig, dér hvor du lige er. Det handler bare om at gøre det. Jeg kunne godt tænke mig at inspirere folk til at tage de små eventyr. F.eks.: Jeg arbejder fra 8 til 16. Hvad med tiden efter kl. 16? Kan man ikke bare cykle ud og sove på en strand, tænde et bål og møde på arbejde næste morgen. Det behøver ikke være Alaska og bjørne – du kan sagtens finde eventyret i din baghave.

Det virker så simpelt…

Ja! Men det skal også gøres simpelt, for det er det. Du skal ikke have alt muligt udstyr. Du skal bare kigge lidt i dine skuffer og på loftet og tænke på, at Fridtjof Hansen gik over indlandsisen i 1888 med en uldjakke og hjemmelavede ski.

Hvad er din vildeste oplevelse?

Det er de gange, hvor jeg kommer helt ud på kanten og tager en kæmpe risiko, med alt jeg ejer. At stå ude i vildmarken og se en bjørn på 700 kg i øjnene gør, at man er 100 % på. Man er så meget tilstede og i kontakt med sig selv. Det er knald eller fald. Det lyder jo fuldstændig åndssvagt, men man kan blive afhængig af det. Som tidligere soldat har jeg nogle kammerater, der lider af PTSD. Det er lidt det samme, du kan få af vildmarken. Når man er i krig, og det bløde aftræk er taget på ens gevær, den spænding og det rus, der går igennem én, kan man blive afhængig af. Det kan du ikke finde herhjemme. Derfor bliver folk dårlige. Det er min egen teori.

Hvad er det mærkeligste, du har spist?

Jeg har engang drukket tis på et vildmarkskursus i Sydengland. Men det var mere for at prøve tingene til ekstremer. Jeg har også ædt insekter og alt muligt, men det mærkeligste jeg har spist, er et egern. Det er så nemt at fange, men at partere et lille egern og se det lille væsen kan næsten briste mit hjerte. Man kender det alt for godt, mere end man regner med. Man har stået og kigget ned på det, set at det er en dreng, og hvor sødt det er.

Hvilke refleksioner gør du dig over dit liv?

Jeg føler, at mit liv kører på skinner lige nu. Men jeg har famlet meget i blinde. Jeg ville ønske, at jeg havde stillet mig selv nogle spørgsmål, eller at nogen havde taget fat i mig. Jeg fik ikke rakt hånden frem og spurgt om hjælp. Jeg klarede mig selv. Jeg skulle have åbnet op og fået inputs. Så var jeg måske blevet prikket i den rigtige retning af nogen noget før. Jeg synes, jeg kom lidt sent i gang med mine tanker. Men det er kun, når jeg sidder alene i vildmarken og skriver i min notesbog, at jeg tænker over det.

Et godt råd, hvis jeg, som nybegynder, skal på vildmarksferie?

En god rygsæk, en sovepose og et par støvler der passer dig. Resten kan du finde i dine skuffer derhjemme. Det er ikke udstyret, der skal begrænse dig i at komme afsted. Det vigtigste er, at du ligger en plan for, hvad du gerne vil, og at du sætter dig ind i det område, du skal hen til. Fortæl folk hvor du tager hen, kend din krop og dine begrænsninger ift. hvad du kan. Det første der slår ihjel er elementerne. Du dør på tre-fire timer i regn og blæst, hvis du ikke kan komme ind i et shelter. Maden er det sidste. Der går tre uger, før du dør af det.

Hvordan kommer jeg afsted?

Tag en bog eller en kalender. Sæt en dato og fortæl det til 100 mennesker. Så er du flyvende.