”Til tider, mest når jeg skal sove, er savnet så voldsomt, at jeg føler en form for klaustrofobi, fordi det fylder ALT. Jeg spørger mig selv: “Hvordan skal jeg nogensinde lære at rumme det?””
Den 2. december tog kræften min mor. Den første tid efter føltes som en form for lettelse. Hun fik fred. “Vi” var ikke længere syge. Men som tiden er gået, har sorgen indfundet sig – og nu skal jeg finde en måde at leve med savnet på.
“Hun trækker ikke vejret”, sagde jeg til min lillebror lørdag den 2. december 2017 kl 19:30. Vi kiggede på sygeplejersken, som nikkede indforstående, imens hun åbnede vinduet og lod sjælen flyve ud. Vores mor var død. Min bror og jeg havde overnattet på hospitalet. Morgenen forinden var jeg blevet vækket af en sygeplejerske med beskeden om, at det var en god idé, at vi kom derop. Da jeg kom ind på stue 37 til min mor, synes jeg, det virkede en anelse overilende, at personalet bad os komme. I første omgang bad jeg derfor min lillebror om at blive hjemme i København. “Hun virker bare træt og har brug for søvn”, konkluderede jeg i telefonen. Men da sygeplejersken afbrød mig med ordene: “Det bliver nok i dag eller i morgen”, indfandt han sig hurtigt i bilen på vej mod Aarhus. Venner og familie var forbi i løbet af dagen for at sige ‘godnat’, og jeg husker egentlig tiden som hyggelig – nok fordi jeg simpelthen ikke troede på, hvad der snart skulle ske. Min bror og jeg sad mest på hver vores side af sengen og holdt mor i hånden. Også da hun trak vejret for allersidste gang. Jeg tror ikke, man kan ønske sig en finere afslutning.
Hun døde efter næsten et år med sygdom. Kræft. Fucking kræft. Den første tid efter følte vi en form for lettelse. Hun fik fred. “Vi” var ikke længere syge. Men nu, hvor sygdommen er kommet på afstand, har sorgen og savnet sneget sig ind i min krop. Til tider, mest når jeg skal sove, er savnet så voldsomt, at jeg føler en form for klaustrofobi, fordi det fylder ALT. Jeg spørger mig selv: “Hvordan skal jeg nogensinde lære at rumme det?”.
For at blive klogere på dette har jeg spurgt tre personer til råds. Jeg definerer dem som do’ers, fordi de på den ene eller anden måde har forholdt sig til døden – og tør at åbne op og italesætte den:
- Komiker og radiovært: Heino Hansen, der i 2016 gik viralt med dette opslag, efter han også mistede sin mor.
- Frivillig i Børn, Unge & Sorg: Stine Friis Mønster, der selv mistede sin mor i 2012 i trafikulykke.
- Ungdomspræst i UngK Aarhus: Marie Petersen
Heino Hansen
Komiker og radiovært
Heino Hansen, komiker og radiovært
Hvad gør du når savnet rammer?
Hvis det ikke er ude i offentligheden, så tillader jeg mig selv at være ked af det. Sådan med tårer og fosterstilling – hele pakken. Det kan jeg dog ikke så længe ad gangen, hvorfor det er godt bare at komme ud med det. Derefter har jeg en god vane med at tænke på et godt minde, jeg har med min mor. Så jeg får lov at smile eller grine inde i mig selv og sende hende en god tanke, inden jeg går videre. Gråd og depri tilstand må ikke være det sidste, jeg har gjort, inden jeg går videre.
Hvis jeg til gengæld er ude i offentligheden, når sorgen rammer, så fyrer jeg op for Rasmus Seebach i mine høretelefoner. Hun hørte stort set ikke andet. Så kan jeg gå og spille en sang for hende.
Har du et forslag til hvordan man kan få den afdøde til fortsat at være en del af ens hverdag?
Ja. Jeg bruger det selv en del. Den største respekt, man kan give en afdød, er, at viderebringe de gode værdier man har fået med.
Mens min mor levede, snakkede jeg en dag i telefon med hende på vej ud til et stand-up job. Jeg orkede det slet ikke, fordi jeg vidste, hvor fulde de var, når jeg ankom. Jeg sagde til hende, at jeg ikke orkede det og forventede nok lidt moderlig medlidenhed. Men hun blev sur over, at jeg sagde den slags og mindede mig om, hvor mange år jeg havde ævlet om at blive komiker. Så nu skulle jeg ikke beklage mig over, at nogen ville have mig ud til deres julefrokost. ”De mennesker har valgt, at du skal optræde for dem. De har tillid til, at du klarer det godt, og du har bare, at give dem mere end de forventer – og være glad for at du får lov.”
De ord har printet sig dybt ind i mit mindset, efter jeg mistede hende. Jeg har husket hendes ord, hver eneste gang jeg skal optræde. På den måde har hun fået lov at bestemme, at hendes søn aldrig mere tager afsted med bæmund – så tak for det, mor.
Hvad tror du der sker efter døden?
Jeg har virkelig ingen ide. Mit forsigtige bud er; ikke noget. Jeg synes dog, at der er rablende mennesker på både ateisternes og de troendes banehalvdel.
Mit bud er, at man skal se det som en glædelig overraskelse, hvis der er et liv efter døden. Men som udgangspunkt skal man regne med kun at have ét skud i bøssen. Så du skal være et godt menneske overfor dig selv og andre – NU!
Et godt råd til pårørende?
Ingen skal bestemme, hvordan du sørger. Og der er ikke noget hierarki. Man har ikke mindre ret til at være ked af det, fordi man ”kun” har mistet en bedstefar, hvis ens sidemand har mistet sin far. Alle relationer er forskellige.
Fælles for alle er dog, at man arbejder hen imod at acceptere det. Ikke for at ”komme videre”. Jeg hader den sætning. Men man skal acceptere, at det er sket. Man kan ikke være bekendt overfor sig selv, eller dem man har mistet, at ens eget liv skal stoppe, fordi deres gjorde. Det er på ingen måde deres ønske.
Vis dem, at de ikke har levet forgæves ved at viderebringe alt det gode.
Husk også at fortælle folk når du er nede – ellers tror de bare, du er sur.
Stine Mønster
Frivillig i Børn, Unge & Sorg
Stine Friis Mønster, frivillig hos Børn, Unge & Sorg
Hvad gør du, når savnet rammer?
Jeg er blevet bedre til at byde sorgen velkommen, når den kommer, men jeg synes stadig, det er svært. Savnet bliver så altoverskyggende, når sorgen virkelig rammer. Hvilket ofte kan gå ud over den hverdag, jeg også har kørende. Når det er sagt, så ved jeg, hvor godt det er givet ud, når jeg giver plads til sorgen. Det bliver aldrig bedre for mig, når jeg forsøger at lukke ned for den. Når jeg prøver at lukke ned for sorgen, hober det sig ofte op og rammer endnu hårdere senere. Derfor prøver jeg at byde sorgen velkommen, også selvom den kan komme når som helst. Jeg forsøger at byde den velkommen ved at give mig selv rum og plads til at savne. Det kan ske på forskellige måde. Ved at have en aften alene hvor mine tanker får masser af plads. Hvor jeg er ked af det, hvis jeg har brug for det. Ved at gå en tur eller være sammen med mennesker jeg kender godt, hvor jeg kan få alle de knus, jeg ønsker. Hvis jeg er alene, kan det være en kæmpe hjælp for mig at skrive mine tanker ned i en dagbog. Så jeg kan se på dem, i stedet for at de koger rundt i mit hoved. Men vigtigst af alt er, at jeg giver mig selv lov til at være ked af det. Jeg ser det som en tid, hvor jeg er endnu mere forbundet med min mor. For savnet vidner for mig om, hvor stor en del af mit liv hun er, og hvor højt jeg elsker hende.
Har du et forslag til, hvordan man kan få den afdøde til fortsat at være en del af ens hverdag?
For mig er det rigtig vigtig, at min mor stadig er en del af mit liv. På den måde holder jeg hende i live. For mig er den bedste måde gennem historierne og minderne om hende. Det er rigtig vigtigt for mig, at være sammen med mennesker der kan hjælpe mig med at holde hende i live ved at holde fortællingerne kørende! Det kan være mennesker, der kender min mor rigtig godt. Som kan fortælle historier, jeg kender eller ikke kender. Jeg kan huske, hvordan min mors kollegaer skrev til os efter hendes død, hvor de beskrev hende som kollega. Det var vildt rørende. Når min mormor fortæller om min mor, føler jeg efter hver gang, at jeg kender hende endnu bedre. Personer som ikke har kendt min mor, kan også hjælpe mig med at gøre min mor til en del af min hverdag. Min kæreste sagde den anden dag: “Du må aldrig stoppe med at fortælle om hende. Det er kun gennem dig, jeg kan lære hende at kende.” Jeg blev så rørt! Og det er kommentarer som denne, der blandt andet gør det lettere for mig, at gøre min mor som en del af mit liv og hverdag.
Et godt råd til pårørende?
Snak og lyt til mig. Og gi’ mig knus. Det værste er, hvis mine omgivelser ikke italesætter det. Når det sker, føler jeg mig usynlig og lille. Det gør mig virkelig ked af det. Jeg tror godt, jeg forstår, at det kan være svært at tale om, hvis man ikke selv har prøvet det. Men for mig er det ikke nødvendigt, at de helt præcist forstår, hvad jeg taler om. For mig er det vigtigere, at de har modet og lysten til at hjælpe mig med at holde min mor i live.
Hvad tror du, der sker efter døden?
Det er sgu et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Men jeg kan godt mærke, at efter min mor døde har jeg mere lyst til at tro på, at der sker noget efter døden. Jeg kan ikke holde tanken ud, hvis hun slet ikke følger med.
Da jeg kom op på hospitalet, og så hende første gang efter hun var død, tænkte jeg: “Det dér er ikke min mor! Det ligner hende, men hun er der ikke længere. Det er bare en skal af hende.” Hendes sjæl var allerede væk, og det er den, der må leve videre på den ene eller anden måde.
Der er så mange ting, jeg ville elske at dele med hende. Jeg ved hun følger med. Om det er som en bi, som vinden eller en solstråle ved jeg ikke – og det er heller ikke så afgørende for mig. Det vigtige for mig er, at hun er med mig. Og det tror jeg på, hun er!
Marie Petersen
Ungdomspræst
Marie Petersen, præst og daglig leder i UngK
Hvad gør man, når savnet rammer?
Jeg tror, det vigtigste er at give den plads. Give sig selv lov til at være ked af det og mærke at man savner. Den første tid kan savn og sorg være fuldstændigt altopslugende. Efter det glider man ofte ind og ud af sorgen. Det kan være en tanke, en handling, et minde eller et sted som får savnet til at blusse op. Så mærkes det pludseligt med samme styrke, som lige når man mister. Jeg tror, det er vigtigt at italesætte savnet. Det kan være overfor en man holder af, eller til Gud eller hvad man nu tror på – eller måske den afdøde selv. Ikke nødvendigvis udtalt. Det kan også være i tanken. Jeg tænker også, at det er enormt vigtigt, at tale om den man holdte af og har mistet. Og grine og græde sammen over minder og oplevelser. Det kan give savnet en ventil. Jeg tror også, det kan hjælpe på følelsen af, at tiden går helt i stå, mens verden samtidigt bare fortsætter.
Har du et forslag til, hvordan man får den afdøde til fortsat at være en del af ens hverdag?
Det er så vigtigt, at vi bliver ved med at tale om dem, vi holdte af og har mistet. Fortæller historier og deler de minder, vi hver især har. Til begravelsessamtalen har jeg ofte oplevet, at de pårørende efterfølgende siger: “Sådan har vi aldrig talt sammen før – det er rigtig dejligt”. Så måske skal vi være gode til at hjælpe hinanden med at huske på at dele. Måske ligefrem sætte tid af til det sammen. Finde gamle billeder frem, tale om hverdagen, barndommen eller hvad end der trænger sig på. For nogen kan det også hjælpe at tale med den afdøde. Rette sine tanker mod dem og fortælle hvad man nu end har brug for eller skrive breve og dagbøger. For andre bliver det alt for abstrakt og uvirkeligt. Det kan også være at skabe nogle ritualer. Tage på kirkegården en bestemt dag eller spise afdødes livret engang imellem. Netop for at have en platform til at mindes, og til at dele de tanker og følelser der fylder. Eller bare til at give dem plads hvis man foretrækker at gøre det alene.
Hvad tror du der sker efter døden?
Jeg tror på, at livet ikke stopper med døden. Jeg har et billede af, at dem jeg holder af, som ikke er mere, de er et sted, hvor der er rart at være. Hvor der er fyldt med kærlighed. Jeg ved ikke, hvor det er. Men det behøver jeg måske heller ikke. For der er trøst og håb nok i billedet om, at det ikke sluttede ved kisten eller graven. Præster bruger ofte billedet, at der er sat en stol frem til dig i himlen – det kan jeg egentlig godt lide. Vores kære bliver taget godt imod, et sted de er ventet. Der bliver taget sig godt af dem. Så er det måske ikke så vigtigt, hvad det lige betyder, eller hvordan der ser ud. Jeg tror også, at når der sker store ting i vores liv, oplever vi, at dem vi holdte af er med os. Måske oplever vi endda et eller andet form for nærvær. På den måde tror jeg, at kærlighed og minder kan bygge bro mellem himmel og jord. Det er i hvert fald et billede, der er til trøst og håb for mig. At vi bliver ved med, at tage vores kære med ind i det liv vi lever, fordi vi tænker på dem og mindes dem.
Et godt råd til pårørende?
Det gode råd siger så næsten sig selv; giv sorgen og savnet plads. Den er jo et udslag af at have elsket. Del den, i det omfang det giver mening for dig. Tal om dem, der ikke er mere. Del minder og historier, besøg steder, hvor I har været sammen. Pak det ikke væk, og gør det ikke mindre, end det er. Sorg og savn er en del af at være til.
Jeg faldt over denne artikel af Gertrud Højlund for noget tid siden. Jeg synes, den beskriver sorg og oplevelsen af at miste meget fint.
Udgivet den 23. januar 2018