Efter 1,5 måneds mailen frem og tilbage lykkes det os endelig at få sat et interview op. Vi mødes i deres flotte isbutik i Jægergårdsgade, og jeg lægger ud med at spørge, hvordan Mammis Gelato opstod. De kigger på hinanden, griner lidt, trækker vejret og svarer:

Helle: – Min mand og jeg, Michelle’s far, har i 30 år arbejdet sammen og været selvstændige, så idéen om at være selvstændig var ikke fremmed for mig. Vi røg så ind i en skilsmisse, og jeg stod lige pludselig og skulle finde en ny vej. Firmaet var ramt af ekstremt hårde eftervirkninger fra finanskrisen, så jeg fik ikke rigtig noget med derfra og skulle starte helt fra bunden.

Michelle: – Jeg havde været i Rom, hvor jeg boede i en periode for at studere til smykkedesigner, og blev ramt af en stor depression, da jeg kom hjem. Jeg vidste ikke hvem jeg var længere. I februar og marts var den på det højeste, og da jeg begyndte at komme på banen igen, besluttede mine forældre sig for at blive skilt.

Michelle beslutter sig for at trække stikket, flytte fra Billund og starte på en frisk i Aarhus sammen med en kammerat.

Michelle: – Min mor tudet, far var ked af det, min søster var ked af og jeg var ked af det. Jeg skulle bare væk, have et pusterum og kapere det på min egen måde. Så jeg flyttede til Aarhus sammen med en kammerat og tog tre måneder, hvor jeg ikke arbejdede, men bare hyggede og gik lange ture. Det gjorde, at jeg kom helt oven på og blev klar til at gå i gang med et eller andet.

I sommerferien 2017 tager Michelle og Helle til Italien. På trods af et par sammebrud undervejs, giver turen anledning til at bearbejde og snakke en masse – bl.a. om fremtiden:

Helle: – Vi stod begge og skulle finde på noget andet at lave, og vi har altid været enormt tætte, så tanken om at gøre noget sammen var spændende. Vi havde jo smagt det her italienske gelato og var fuldstændig vilde med det, så vi begyndte at brainstorme på idéen om en isbutik. Michelle var hurtig til at finde på navnet ‘MAMMIS’, og jeg var hurtig til at købe domænet.

Michelle: – Så tog vi hjem og vendte det med min lillesøster, som også var med på at udfordre idéen. I november tog vi alle til Bologne på uddannelse, og i december fik vi lejemålet i Rosensgade.

Indflytningen i Rosensgade viste sig at være knap så rosenrød, som navnet ellers antyder. Der fulgte nemlig en ny række udfordringer:

Helle: – Alt hvad vi fik hjem af spritnye maskiner fra de bedste mærker i Italien, virkede ikke. Vi fik også leveret en køledisk i stedet en isdisk.

Michelle: – Det tager jo seks uger at få hjem, og vi stod og skulle åbne en uge efter.

Helle: – Vi udsatte åbningen i 14 dage, og det var totalt kaos. Det stod ned med vand fra lejligheden ovenover og få uger efter havde vi rotter i kælderen. Det kostede mange penge.

Michelle: – I forvejen var mor sådan rimelig ustabil…

Helle: – Jeg havde følelserne helt udenpå og måtte indimellem sætte mig i et hjørne og bare tude.

Michelle: – Så det var hele tiden noget med at tage en dyb indånding.

Trods startvanskeligheder, viste det sig at Helle og Michelle havde ramt noget. Rygtet om den gode is spredte sig hurtigt, og århusianerne elskede – og elsker – Mammis Gelato:

Michelle: – Vi kunne se at folk kom igen, men vi kunne ikke ekspedere flere. Det endte med, at jeg arbejdede 7 dage om ugen og 12-15 timer om dagen.

Helle: – Der var kun løn til Michelle og ikke til mig. Michelle havde kun 12 kvm at producere is på. Oven i det måtte vi ned i butikken flere gange om dagen for at sætte en ny pasteurisering over og lave mere is. Jeg var jo vildt bekymret for Michelle med alt det, hun lige havde været igennem, men vi havde simpelthen ikke råd til at ansætte ekstra personale. Jeg havde solgt mit hus for at få al min friværdi ud til at smide i firmaet. Jeg kunne godt se, at vi var nødt til at gøre noget mere. 

Michelle: – I et halvt år sov min mor sovet på skift hos mig, min søster og min mormor. Især i hendes alder er det tough ikke at have en base. Jeg synes sgu, at det har været lidt svært at se min kære mor sådan. Hun skulle egentlig bare have det nice i hendes alder.

Helle: – Men Mormor lavede blødkogte æg til mig hver morgen, og hun vaskede mit tøj…

Efterspørgslen og travlheden blev derfor startskuddet til en ny butik i Jægergårdsgade samt 630 kvm stor produktionslokaler i Hinnerup – og nåh ja; en ny udfordring:  

Michelle: – Sidste år købte vi en gammel chokoladefabrik, som vi har brugt hele vinteren på at restaurere, male og gøre fødevaregodkendt. Så nu har vi plads til en stor produktion og flere muligheder.

Helle: – I januar overtog vi nøglerne til vores nye butik i Jægergårdsgade, som skulle åbne i april i år. Den 11. marts bliver landet lukket. Vi kunne ingenting, og vi havde ingen penge tilbage. Jeg kontaktede min bank og sagde: ’Nu står jeg med to butikker og en produktion. Vi er klar, men vi får ingen penge i kassen’. De sagde: ’Du kører bare løs, Helle’. Men det var så provokerende for mig, fordi det var første gang i mit liv, at jeg skulle tage en kassekredit, men det var jeg nødt til.

Michelle: – Det er håbløst at bruge rub og stub af sine egne penge og stadig ende ud med at banken skal hjælpe. Så vi har kørt take-away for sindssygt – også på min fødselsdag. Folk sang for mig i opgangene, fordi jeg havde lagt en story op på Instagram. Den var den bedste fødselsdage nogensinde. Folk støttede os bare.

Helle: – Selvom det var hårdt, fik vi bare så meget. Jeg får helt kuldegysninger ved tanken. Vi havde flere kunder der skrev: ’hold ud, hold ud!’.

Michelle: – Folk købte gavekort, selvom vi ikke engang havde slået noget op.

Helle: – Vi kunne ikke få en krone af hjælpepakkerne, fordi vi ikke kunne vise tabt omsætning. Min revisor prøvede alt. Vi arbejdede i 12 timer hver dag og har virkelig skåret ind til benet. Vi har opsagt koda i Rosensgade og kan derfor ikke længere spille musik, vores ansatte er gået ned i løn og personalefesten bliver til noget julehygge i stedet for.

Michelle: – Der har været mange gange, hvor vi har spurgt hinanden, om det virkelig er det værd. Men vi brænder så meget for at give folk den her oplevelse. Det er en kæmpe passion for mig, og jeg har egentlig altid drømt om min egen café. Jeg har bagt siden jeg var fire år, og er sindssygt glad for at lave det dekorative. Og nu hvor vi har fået kager ind i sortimentet, giver det mening at holde åbent hele året. Nu skal vi bare have sparket det helt derud, hvor alle kommer til at kende vores kager også.

Helle: – Vi er der næsten, og vi er så stolte af og glade for vores forretning. Nu kører det, og når vi skåler nytårsaften i år, så siger vi: ’nu kan det kun gå fremad’. Vi er kommet for at blive!